lørdag den 18. januar 2014

Det går fremad

Det går fremad med knæene, men jeg døjer stadig med smerter og hævede knæ.

Onsdag d. 8. januar var jeg til 6 ugers kontrol på Køge sygehus, først til røntgen og så på orthopædkirurgisk ambulatorium til en samtale hos en af de kirurger der havde opereret mig. De var jo 2 om det - een opererede og den anden assisterede de første knæ og så byttede de om på det andet knæ.
Kirurgen var meget tilfreds både med røntgenbillederne og med mig, og jeg fik af vide at jeg var en sej kvinde der var nået så langt med 2 opererede knæ ;o)

I torsdags var jeg og min søde veninde Kristine på sygehuset og aflevere alle de hjælpemidler jeg havde lånt med hjem. Det eneste jeg har tilbage er krykkerne, som jeg stadig har brug for når jeg går udenfor.
Åh det var dejligt at komme af med alle de ting, dels fyldte de op herhjemme (badebænk, rollator, toiletstol m.m.) dels er det jo også dejligt i at jeg kan klare mig uden alle disse ting.

Træningen går fint, men det er hårdt og det gør ondt. I fredags lykkedes det mig endelig at cykle rundt med begge pedaler på kondicyklen, ellers har det kun været frem og tilbage, men da jeg først kom helt rundt (under stor smerte) ja så gik det bedre og bedre for hver omgang.

Jeg får ikke syet så meget, bare lidt i hånden, da jeg ikke kan holde ud at sidde ved symaskinen ret længe ad gangen.

Alt i alt er jeg godt tilfreds med forløbet, der er endnu ikke gået 2 måneder og jeg kan klare det meste selv, rengøring, madlavning m.m. Det eneste det kniber med er indkøb, men det har jeg heldigvis et par fantastiske veninder der hjælper mig med.

Det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke tog mig sammen til at bliver opereret noget før, men det er jo en stor beslutning sådan at få 2 kunstige knæ.